Book MAMA til foredrag eller workshop

MAMAs grundlægger, Maria Hvid Kargaard, er cand.mag. i historie, selvlært strikdesigner og passioneret uldnørd. Book Maria til en workshop eller et foredrag i din forening, på dit uddannelsessted eller til din event. Kontakt os for at høre nærmere om pris og muligheder.

book maria fra mama garn og uld til et foredrag om garn og strik

Lad os dele vores viden med dig

Vi ved ikke noget bedre end at dele ud af de indsigter og erfaringer, vi har opnået gennem vores arbejde med at transformere affaldsuld til strikkegarn.

Herunder får du et overblik over de foredrag og workshops, vi pt. har på vores menukort. Har du specifikke ønsker til et tema, kan vi tilpasse programmet dine behov.

Kontakt os for at høre nærmere om pris og muligheder. Klik her.

 

foredrag med mama garn og uld

Foredrag

En ulden affære 

Hvorfor brænder vi den danske uld af, når vi samtidig strikker løs som aldrig før?

Til dette foredrag tager Maria os med på en tankevækkende tidsrejse fra vildfår og hosekræmmere til nutidens merino-mastodonter og en tekstilindustri, der har udviklet sig til at være verdens absolut største klimasynder.

Vi skal høre om hvor det garn, vi strikker med, egentlig kommer fra, hvad det er lavet af, og hvorfor vores trøjer kun sjældent bliver mere bæredygtige af, at vi strikker dem selv.

Varighed: 60 min.

Elsk din uld

Få forklaringen på, hvorfor uld kradser, lær om forskellige typer uld og hvad de kan bruges til, og hvordan du skal behandle din uld, for at dit strik holder så længe som muligt.

Varighed: 30 min.

En ulden iværksætterrejse

Hvad skal der til for at skabe en bæredygtig garnvirksomhed? I 2020 afbrød Maria en lovende marketingkarriere for i stedet at lave garn af dansk affaldsuld. Få historien om MAMA fra den første spæde idé til etableret virksomhed, og glæd dig til en uformel snak om iværksætteri, venskab og livsværdier.

Varighed: Efter aftale.

En verden af uld

Hvorfor er forskellige typer uldgarn så forskellige at strikke med? Hvordan vælger du det rette garn til dit projekt? Hvad gør du, hvis det kradser? Og hvorfor ender den danske uld på forbrændingen, når vi strikker løs som aldrig før?

Alt dette får du svar på til dette foredrag, som tager os dybt ind i uldens verden. Vi skal høre om, hvordan de moderne uldsorter er blevet til, og hvad deres historie betyder for os, når vi strikker med dem.

Undervejs runder vi også den globale tekstilindustri og dens udfordringer i en tid, hvor kravene til bæredygtighed og social ansvarlighed bliver stadigt højere.

Varighed: 60-120 min.

Fra får-tid til fremtid

Vi dykker ned i kulturhistorien bag fårehold og uldproduktion og hører om, hvordan begge dele har påvirket udviklingen af det danske samfund. Vi taler om forskellige uldtyper og hvad de fortæller os moderne strikkere om tidligere generationers håndarbejde. Endelig ser vi på moderne garn og spår om, hvad fremtidens garnmarked vil byde på.

Varighed: 30 min.

 

    Workshops

    Forstå dine fibre

    Vi har alle sammen prøvet at blive skuffet over et garn, der virkede superlækkert  butikken, men slet ikke fungerede, da vores færdige strik kom i brug. Garn, der fælder, giver sig i brug, krymper i brug, fnulrer, knækker, smitter af, kradser, flosser, og så videre.

    Under denne workshop skal vi blive klogere på, hvorfor uldgarn ikke altid opfører sig som forventet. Vi skal lære at aflæse uldens naturlige egenskaber og afkode hvilken type strik, forskellige garntyper egner sig til, så du aldrig mere går galt i byen, når du køber garn til dine strikkeprojekter.

    Sluttelig skal vi tale om, hvordan du gennem korrekt vask og pleje kan skabe strik, der holder i årevis.

    Varighed: 2-3 timer.

    Medbring: Strikkepinde 3-8 mm og blandede garnrester.

    Strik bæredygtigt med dansk affaldsuld

    Hvad er dansk uld, hvorfor brænder vi det af, og hvordan er det at strikke med? Det kan du blive klogere på, når vi inviterer til en uformel strikkeaften i selskab med Maria fra MAMA garn & uld.

    Maria har specialiseret sig i at fremstille kvalitetsgarn af dansk overskudsuld, og mens vi strikker, fortæller hun om sin iværksætterrejse ind i uldens verden og om de indsigter, hun har opnået undervejs.

    Jeg anbefaler, at arrangøren inkluderer et strikkekit i billetprisen, så deltagerne kan komme i gang med det samme. Pris og indhold aftales ved booking. 

    Strik historien

    Under denne workshop dykker vi ned i kulturhistorien bag fårehold og uldproduktion i Danmark. Vi skal se på forskellige typer råuld og lave strikkeprøver med forskellige typer uldgarn for at blive klogere på, hvad fibrenes egenskaber fortæller os om vores forfædres livsvilkår, og hvordan disse egenskaber kommer os til gavn den dag i dag.

    Varighed: 2-7 timer.

    Medbring: Strikkepinde 3-8 mm.

    Kontakt os for at høre nærmere om pris og muligheder. Klik her.